li Rønne på Bornholm li Birkerød på Nordslælland lom vores historie lom vores opgaver lom vores spiritualitet lStart

vores historie

Vi er et internationalt Fællesskab med en særlig tilknytning til Afrika, hvor vi er grundlagt.

"Når ingen går, går jeg"!
Det var den yngste Priors svar på Trappisternes Generalkapitel i Frankrig i 1879 til en sydafrikansk biskop, som ønskede Trappister til sit missionsområde i Sydafrika.

Prior Franz Pfanner, født i Østrig i 1825, forlod sit Kloster i Jugoslavien, som han lige havde grundlagt og rejste til Afrika med 30 af sine munke.

Efter store vanskeligheder fandt de et egnet sted..I slutningen af 1882 blev grundstenen til klosteret og den senere missionscentral "Mariannhill" lagt. Ingen tænkte på direkte missionsarbejde. Som Trappister, i stilhed og bøn og ved arbejdets eksempel, ville de forkynde den kristne tro. Snart så Prior Franz Pfanner nødvendigheden af undervisning og katekese, håndværksmæssig uddannelse og besøg i kralene m.m. - Dette kunne Trappistmunkene ikke forene med den strenge trappistregel. Franz Pfanner hentede hjælp fra Europa.

Der var især brug for kvinder. 1885 kom de første 5 kvindelige Missionshjælpere til Afrika. Den 8. september fik de navnet "Missionssøstre af det dyrebare Blod". At grundlægge en orden på afrikansk jord, blandt Zulu stammen var dengang helt uhørt og usædvanlig. Franz Pfanner sagde:

"Mine søstre skal venlige, smilende og glade gå ind i de afrikanske hytter".

Til afrikanernes glæde gik søstrene i en rød kjole. Senere blev den udskiftet, men den røde snor med korset blev vor kendetegn.

Mariannhill blev bygget op af mange flittige hænder. Franz Pfanner var en dygtig og erfaren organisator, fuld af begejstring og fremtidsvisioner.

Fra den store Missionscentral blev der oprettet mange missionsstationer, først i Sydafrika og derefter i Mocambique, Zimbabwe, Zaire, Tanzania, Kenya, Zambia. Alle disse steder virker vore søstre stadigvæk, nu afrikanske og europæiske søstre side om side.

De mange opgaver spændte fra undervisning i alle typer af skoler, i børnehjem, i husholdning og landbrug, i sygeplejen, i katekese og sognearbejde, i alle slags håndværk og kunsthåndværk*

Det gjalt hele mennesket - "Bedre marker, bedre hjem, bedre hjerter".

1886 var en 21 årig kvinde blandt de nyankomne, som skulle få stor betydning.

Sr. Paula Emunds, som blev "medstifteren", den ildsjæl der prægede vores fællesskab efter Franz Pfanners ånd og vision.

Snart hed det: De røde søstre har kun en fejl - de er for få - selvom der efter 5 år var ca. 200 søstre og der fulgte flere, som forlod alt og rejste til Afrika.

Senere blev der også oprettet uddannelsessteder i Europa. Det første var i Holland, der fulgte flere klostre i Østrig, Tyskland, Spanien, Portugal, Rumænien, Italien, videre Nordamerika, Canada, Papua Nyguinea og Korea..

I dag virker der ca. 1000 søstre i 18 lande verden over. Og der er som dengang -
alt for få - til at afhjælpe menneskernes mangfoldig nød .